Svanesang
SI Aalborgs medlemmer har på en ekstraordinær generalforsamling i april 2023 i enighed besluttet at lukke klubben med udgangen af 2023.
De seneste år har SI Aalborg gennemgået den samme udvikling, som mange lignende klubber oplever i dag. Medlemstallet daler, mens aldersgennemsnittet stiger, og de få ildsjæle, der holder liv i aktiviteterne, føler en form for metaltræthed. Yngre generationer af kvinder vælger andre veje end klublivet til at arbejde for de sager, de brænder for.
SI Aalborgs medlemmer besluttede at lade klubbens sidste år, klubbens svanesang, blive varm og god. Klubåret 2023 blev derfor et godt år, selv om det var vemodigt. Vi afholdt nogle fine møder, tog afsked med vores venner fra naboklubberne, uddelte vores hæderspris Clara til to seje kvinder samt overdrog prisen til unionen, så den kan leve videre.
Ved julemødet den 14. december 2023 sagde vi farvel og tak til hinanden. Vi har lavet rigtig mange gode ting siden 1976, og det er værd at huske og sige tak for.
Men arbejdet for kvinder og piger er stadig nødvendigt – det ophører aldrig. Vi vil hver for sig fortsat gøre en indsats, selv om det ikke længere er i klubsammenhæng. For i hjertet vil vi altid være soroptimister – Sorores ad optimum: kvinder, der vil det bedste for hinanden!
Bestyrelse og medlemmer af Soroptimist International Aalborg
Soroptimist International Aalborgs Svanesang.
Gendigtet af Sietske V. Møller efter “Nu er jord og himmel stille” — Melodi Belmann
Nu er Aalborgs stemme stille
efter syvogfyrre år.
selvom vi så gerne ville
synge mer’ end vi formår.
Ingen yngre damers summen,
Ingen lystig kvindesang,
kun lidt moden, sagte brummen
Ja for tiden gik sin gang .
Men når vor sang er forstummet,
vil vi høre end en klang
Lys og klar fra himmelrummet
det er pigens aftensang.
Denne pige, vi gav mæle,
Denne kvinde , vi gav mod
Til så frejdig at fortælle:
Verden er mig ej imod.
Kvinde, du kan styre verden!
Pige, du kan klare alt!
Trods du snubler på din færden,
skal du være jordens salt.
Selv om vi nu tier stille,
Høres mange røster klar:
Om at tro og om at ville
Kvindens sang stor styrke har !
————————————————————————————————————————–
FNs 17 Verdensmål—- 2015.2030
Soroptimisterne inddrager altid FNs 17 Verdenmål i deres arbejde—- både til klubmøderne samt med projekterne og ved arrangementerne. — De 17 verdensmål.
Læs mere om verdensmålene her — http://www.verdensmaalene.dk/